
Styrelse afgør strid: Kulfyret kraftværk skal lukke
tekst Mads Brandsen
Energiselskabet Ørsted – det tidligere DONG – får lov til at lukke det kulfyrede Esbjergværket i april 2023.
Det har Energitilsynet afgjort, og dermed er der sat et foreløbigt punktum i striden mellem Ørsted og kommunerne Esbjerg, Varde og Fanø, der får varme fra værket.
Ørsted havde søgt om lov til at tage værket ud af drift med udgangen af 2022 i tråd med selskabets grønne strategi, men her mener styrelsen altså, at der skal en lidt længere tidsfrist til for at kunne etablere en ny varmeforsyning til de i alt 25.000 husstande.
Kommunerne ville gerne have fortsat driften af værket frem til april 2024. Det fælleskommunale Din Forsyning, som Esbjerg, Varde og Fanø Kommuner står bag, er derfor ikke tilfreds med afgørelsen.
– Det havde været dejligt, hvis Energistyrelsen havde arbejdet ud fra en teknisk faglig og saglig vurdering omkring forsyningssikkerheden i Danmark, siger direktør for Din Forsyning, Christian Udby Olesen, til JydskeVestkysten.
Din Forsyning har planer for nye bæredygtige energikilder såsom havvandspumper og fliskedelanlæg, som skal tages i brug i 2023. Men hvor selskabet er bekymret for, om løsningen kan være på plads allerede i april, er tilsynet ret overbevist om, at der er tid nok:
– Det er Energistyrelsens vurdering, at en frist frem til 1. april 2023 giver Din Forsyning rimelig tid til at etablere den alternative varmeforsyning, hedder det i afgørelsen.
Din Forsyning har endnu ikke taget stilling til, om selskabet vil klage over Energitilsynets afgørelse til Energiklagenævnet.
Esbjergværket blev indviet i 1992 og består i dag kun af blok 3. mdbr@kl.dk