
Budgetaftale færdig: Rudersdal vil hæve skatten
tekst Frederik Overby Vinding
Venstre, Socialdemokratiet og Radikale Venstre har indgået en aftale om Rudersdals budget for næste år. Der bliver blandt andet afsat 69 millioner kroner til skoleområdet.
– Skolestruktur har fyldt meget i den offentlige debat de seneste måneder. Det er helt naturligt, at forældre er dybt involverede i og også bekymrede for rammerne for deres børns skolegang. Vi har indgået en politisk aftale, som blandt andet sikrer, at skolerne også fremadrettet har økonomi til at sikre høj kvalitet i undervisningen, ligesom vi målrettet vil støtte de enkelte skolers ledelser, siger Court Møller fra Radikale Venstre i pressemeddelelsen.
En del af aftalen handler om en skattestigning, der er sat i værk, fordi der er usikkerhed om, hvordan det nye udligningssystem kommer til at se ud.
– Der er tale om et ambitiøst budget i balance og med et højt aktivitetsniveau på investeringssiden. På grund af den fortsatte usikkerhed om den fremtidige udligning har vi valgt at hæve skatten med 0,3 procentpoint til 22,8 procent, siger borgmester Jens Ive (V).
Indtil videre er det eneste man ved, at regeringen kommer med et udspil til et nyt system en gang i starten af 2020. frov@kl.dk
Fakta
Andre nedslag i budgetaftalen:
Der igangsættes en borgerinvolvering om FN’s Verdensmål for at synliggøre kommunens og borgernes initiativer i forhold til Verdensmålene.
Samlet bliver miljø- og trafikinvesteringerne øget med 13 mio. kroner i budgetperioden.
Der er i afsat midler til renovering og udvikling af kommunens idrætsanlæg på i alt 40 mio. kroner i budgetperioden.