
Københavns Kommune vedtager nyt våben mod lægemangel
tekst Tom Ekeroth
Københavns Kommune mangler praktiserende læger, og der er derfor iværksat en lang række konkrete initiativer for at gøre det mere attraktivt at være praktiserende læge i byen. Et af de nye initiativer handler om at gøre det nemmere for praktiserende læger at udvide deres praksis. Og det er nu vedtaget af Borgerrepræsentationen.
– Jeg er meget glad for, at forslaget, som oprindeligt er stillet af SF og Enhedslisten, nu endeligt er vedtaget. Det betyder, at vi helt konkret har endnu et håndtag at dreje på i indsatsen mod lægemanglen, som allerede i dag volder problemer flere steder i byen, siger stedfortrædende sundheds- og omsorgsborgmester Klaus Mygind (SF).
Reglerne på området, som hører under boligreguleringsloven, har siden 1998 betydet, at man – hvis man nedlægger boliger for at oprette eller udvide lægepraksis – er forpligtet til at stille en tilsvarende lejlighed til rådighed. Men med byens vækst, en stigende andel af læger, som kan gå på pension, samt den løbende opgaveoverdragelse fra hospitalerne til almen praksis og kommunerne, er der brug for plads til flere læger i København i dag.
Men som det er nu, spænder kravet om erstatningsbolig altså ben for en udvidelse af almen praksis. Og det er ifølge borgmesteren ganske enkelt ikke holdbart.
Problemet vokser
– Som kommune skal vi sikre, at alle københavnere har samme mulighed for at leve et sundt og langt liv. Her spiller de praktiserende læger en altafgørende rolle som sundhedsvæsenets forpost. Problemet med lægemangel vil blive større i årene frem i takt med, at byen vokser, og at mange praktiserende læger når pensionsalderen. Den udvikling skal vi selvfølgelig forsøge at gøre noget ved, og her er det afgørende, at kommende praktiserende læger i København kan få kvadratmeter nok til at danne lægefælleskaber, siger Klaus Mygind.
Den nye ordning er vedtaget som en forsøgsordning, hvilket betyder, at den kun vil være gældende, så længe der kan påvises problemer med lægemangel i kommunen. tek@kl.dk
Fakta
Københavns Kommune har frem mod 2024 behov for 30 nye praktiserende læger som resultat af befolkningsvækst i byen.
Dertil har byen brug for 26 nye praktiserende læger frem mod 2024 som resultat af pension blandt de nuværende praktiserende læger.