
Muslimsk gravplads på vej i Slagelse
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Der er ingen muslimske gravpladser i Slagelse Kommune. Men det kan der snart blive ændret på. I hvert fald har medlemmerne i Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget stemt for at lave et kommuneplantillæg, som giver mulighed for at etablere en gravplads med plads til 300 gravsteder. Det skriver TV2 Øst.
Beslutningen blev allerede taget i september, og nu er kommunens forvaltning i gang med at finde et område, hvor der kan ligge en muslimsk gravplads.
Ansøgningen om at få tilladelse til at lave en muslimsk gravplads kommer fra fem muslimske foreninger i kommunen. Deres talsmand, Miralem Garagic, forklarer til TV2 Øst, at de har bedt om tilladelsen, fordi det i øjeblikket ikke er muligt at blive begravet efter muslimske forskrifter i kommunen. I stedet skal man til Næstved, Roskilde, Brøndby eller Odense, forklarer han.
– Det kunne jeg ikke acceptere som dansk statsborger, fordi lige pludselig har jeg ikke de samme rettigheder i den kommune, som jeg brænder for og elsker. Min familie skal have lov til at besøge mig på gravpladsen, uden at de skal køre 100 kilometer, siger han.
I andre kommuner, som for eksempel i Næstved, kan muslimer blive begravet i en separat afdeling af en eksisterende kirkegård. Det er der dog ikke plads til i Slagelse, og derfor har foreningerne og kommunen måtte finde en alternativ løsning.
Jørgen Grüner (SF), formand for Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget, regner med, at kommunen har fundet et egnet areal og får detaljerne på plads i løbet af foråret. jki@kl.dk