
Borgmester stopper før tid
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Jørgen Gaarde (S) vil ikke længere være borgmester i Skanderborg Kommune. Det meddeler kommunen i en pressemeddelelse, som indeholder en længere forklaring fra den nu afgående borgmester.
– Jeg har besluttet at stoppe som borgmester og byrådsmedlem i Skanderborg Byråd. Det er en beslutning, som er modnet hen over nogle måneder. Jeg stopper med udgangen af marts, siger Jørgen Gaarde.
Ifølge borgmesteren, der har siddet på posten siden 2010, kan han mærke alderen trykke.
– Det har været svært at træffe beslutningen, for det at være borgmester er noget helt særligt. Til gengæld er det også mærkbart, at jeg ikke bliver yngre, og at det kræver mere og mere at leve op til mine egne standarder for det at være borgmester og byrådsmedlem, hvor der skal være overskud til lange arbejdsdage og lange arbejdsuger. Det har været vigtigt for mig ikke at slække på arbejdsindsatsen frem mod i dag, siger Jørgen Gaarde.
Som afløser for Jørgen Gaarde har den socialdemokratiske gruppe i Skanderborg peget på Frands Fischer, der i øjeblikket er formand for Undervisnings- og børneudvalget. Den beslutning har flertalspartierne SF, Radikale og Enhedslisten ifølge Jørgen Gaarde bakket op om.
– Jeg er helt sikker på, at Frands Fischer med sin person og sin politiske og ledelsesmæssige baggrund vil kunne samle Byrådet, stå i spidsen for borgernes kommune og ikke mindst sætte sit præg på Skanderborg Kommunes fremtid, siger Jørgen Gaarde.
Jørgen Gaarde, der fylder 64 i år, har siddet i byrådet i 21 år, og han afleverer nu det, han kalder en af Danmarks mest fremgangsrige kommuner.
– I mine godt ni år som borgmester har jeg været begunstiget af at opleve stor opbakning: Politisk, i min familie, blandt ledere og medarbejdere, hos erhvervslivet og i befolkningen. Det har været et stort privilegium. Jeg har fået mulighed for at prøve det hele igennem mere end 21 år i byrådet. Jeg er glad for at aflevere en af Danmarks mest fremgangsrige kommuner: Meget få ledige, stor befolkningsvækst, en sund økonomi, et blomstrende erhvervsliv, skolebyggeri på vej, nye børnehaver, nye plejehjem på vej og meget mere, siger Jørgen Gaarde.
Gaarde går af som borgmester den 31. marts. jki@kl.dk