
Kolding fyrer endnu en topleder
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Den 59-årige Helle Thiele, direktør i børne- og uddannelsesforvaltningen i Kolding Kommune, er fyret og fritstillet med øjeblikkelig virkning.
Det besluttede kommunalbestyrelsen i Kolding på sit møde i går tirsdag aften.
Ifølge JydskeVestkysten havde borgmester Jørn Pedersen (V) blot en enkelt kommentar til fyringen, der stod på den lukkede dagsorden til byrådsmødet.
– Vi har efter gensidig aftale indgået en fratrædelsesaftale med Helle Thiele, og den aftale har byrådet godkendt. Jeg kan ikke sige mere, lød den kortfattede kommentar fra borgmesteren.
Fyringen kommer efter, en massiv overskridelse af budgettet i skoleforvaltning blev afdækket i februar måned. Her stod det klart, at forvaltningen skulle spare 29 millioner kroner.
Dengang forklarede Helle Thiele, at overforbruget skyldtes "dårlige rutiner, manglende overblik og en gammel kultur."
I samme ombæring blev økonomichefen i skoleforvaltningen fyret.
Han tog siden til genmæle og sendte den 13. marts en fortrolig rapport til politikerne i skoleudvalget. Den rapport endte i medierne, og her kunne man læse, at økonomichefen mente, at både Helle Thiele og skolechefen i Kolding ikke havde fortalt sandheden om årsagen til budgetoverskridelsen.
I brevet skrev han blandt andet, at skoledirektøren og skolechefen havde undladt at gennemføre politisk besluttede besparelser og uden godkendelse brugt flere penge end aftalt på initiativer ude på skolerne.
Helle Thiele tiltrådte som børne- og uddannelsesdirektør den 1. februar 2015. Hun kom fra en stilling som partner og rådgiver i BDO Consulting. Inden da havde hun arbejdet som vicedirektør i Socialstyrelsen og som HR-direktør i Vejle Amt.
Kolding Kommune planlægger ikke at ansætte en erstatning for Helle Thiele. I stedet gennemfører kommunen en omorganisering af forvaltningen. jki@kl.dk