
Sundheds- og ældrepolitikere: Politik går for langsomt
tekst Sidsel Boye
Det er hårdt at være politiker på sundheds- og ældreområdet. Det fremgår af den nye rundspørge, som KL og Kronprins Frederiks Center for offentlig ledelse har gennemført op til det årlige topmøde.
I hvert fald er de mest utålmodige politikere dem, som skal sørge for at fremtidens ældre bliver passet og for at kommunerne kommer på plads med deres forholdsvis nye rolle på sundhedsområdet. Når de stående udvalg bliver bedt om at pege på de tre største benspænd for dem som udvalgsmedlemmer, peger de som de eneste på, at det tager for lang tid at få politiske beslutninger implementeret.
Medlemmerne af beskæftigelsesudvalgene og teknik- og miljø-udvalgene skiller sig også ud i undersøgelsen. De har som de eneste blandt deres top tre over modgang, at forvaltningen har for stor magt.
Hele syv ud af otte udvalg angiver, at stigende kompleksitet i opgaverne er en af de tre største forhindringer for deres politiske arbejde.
Udvalgsmedlemmerne fra henholdsvis økonomi, børn og skole, kultur og fritid, beskæftigelse, erhvervs- og socialområdet peger på det problem, at der ikke bliver arbejdet tilstrækkeligt strategisk med udfordringer.
Alle udvalgspolitikerne over en kam er enige om, at statens styring er det største benspænd for deres arbejde. Selv er politikerne heller ikke kun til fri leg. 47 procent af dem angiver, at de foreslår strammere procedurer, hvis tingene går galt. sib@kl.dk.
Fakta om udvalgsmedlemmer syn på benspænd
Teknik og miljø
Statens styring er for stor: 59 procent
Stigende kompleksitet i opgaverne: 35 procent
Forvaltningen har for stor magt: 33 procent
Beskæftigelse
Statens styring er for stor: 62 procent
Forvaltningen har for stor magt: 33 procent
Arbejder ikke strategisk nok med udfordringerne: 33 procent