
Region slæbes i retten for at fyre fleksjobbere
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Fagforeningen Danske Bioanalytikere har valgt at stævne Region Sjælland for brud på forskelsbehandlingsloven.
Sagen tager udgangspunkt i Region Sjællands fyringsrunde i november sidste år, hvor man varslede afskedigelser af 191 ansatte på Region Sjællands hospitaler.
Her blev seks ud af syv bioanalytikere ansat i fleksjob på Sjællands Universitetshospital i Køge fyret. En af dem var 50-årige Lene Pedersen fra Stevns.
Lene Pedersen kom til skade med sin ankel i en rappelling-ulykke for 15 år siden. Efterfølgende tog det hende tre år at få tilkendt en fleksjobordning, og nu har hun i de seneste år arbejdet som bioanalytiker på Køge Sygehus i 15 timer om ugen fordelt på tre dage, skriver DR.
Forskelsbehandling
– Vi har haft en advokat til at vurdere sagen, og advokaten har støttet os i, at opsigelsen af fleksjobberne på Sjællands Universitetshospital er en overtrædelse af forskelsbehandlingsloven, siger formand for Danske Bioanalytikere Martina Jürs til DR.
Loven siger, at arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af: Race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap, national, social eller etnisk oprindelse.
Kan skræmme virksomheder
I Dansk Arbejdsgiverforening mener man, at sagen kan give bagslag for andre der gerne vil i fleksjob.
For selvom virksomhederne gerne vil tage et socialt ansvar og ansætte folk i fleksjob, vil de måske ikke være klar på de problemer, det kan skabe for arbejdsgiveren, mener Dansk Arbejdsgiverforening.
– Når virksomhederne oplever, at det giver problemer, fordi de for eksempel ikke kan afskedige medarbejdere igen, så tør de måske ikke ansætte folk i fleksjob i fremtiden, siger Maria Bille Høeg, chefkonsulent i DA til DR.
Den bekymring har fagforeningen Danske Bioanalytikere ikke.
Det kan tage op til et år før der er en afgørelse i sagen. tkn@kl.dk