
Borgmestre til kamp mod vindmøller
tekst Thomas Kokholm Nielsen
I Ringkøbing-Skjern har de ellers været glade for vindmøller. Vindenergien spiller en væsentlig rolle i kommunens planer om at kommunen er selvforsynende med vedvarende energi i 2020.
Men nu går et enigt byråd imod planerne om at opstille 20 kystnære vindmøller ved ferieområdet Søndervig.
– Vi har en sommerhusbranche og nogle udlejningsbureauer, som tænker på turismen. Og mange sommerhusejere er betænkelige ved, hvad det vil gøre ved oplevelsen af en solnedgang ved vestkysten, siger borgmester Hans Østergaard (V) til JyllandsPosten.
Lokalpolitikerne har nu bedt Folketinget om at få flyttet møllerne længere ud i Vesterhavet.
Der er andre muligheder
I Kalundborg Kommune, der ellers også er kendt for sin grønne profil, protesterer man mod planerne om at opføre op til 60 kystnære møller. Borgmester Martin Damm (V) mener, der i dag er andre muligheder for at placere vindmøller til havs.
– Den teknologiske udvikling har jo gjort, at man kan sætte møller op langt ude på havet stort set uden tilskud, og hvorfor skal man så stille møller op foran folks vinduer? siger borgmester Martin Damm (V) til JyllandsPosten.
Også i Assens Kommune kæmper borgmesteren og lokalpolitikerne imod en plan om 20 til 40 møller i Lillebælt.
Energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) erklærer sig enig i kommunernes kritik af de planlagte kystnære mølleparker.
– Disse mølleparker frustrerer mig stærkt, men hvis VVM-godkendelserne går igennem, er projekterne svære at stoppe, siger ministeren til JP. tkn@kl.dk