
Skolerne i Frederikshavn mangler syv millioner kroner
tekst Tom Ekeroth
Budgettet for skoleområdet i Frederikshavn Kommune er overskredet med syv millioner kroner. Overskridelserne skyldes primært, at der er sket flere dyre anbringelser af børn uden for kommunen, og at udgifterne på specialskoleområdet er steget med omkring tre millioner kroner mere end forventet.
Byrådet har vedtaget, at man finder pengene ved at spare to afdelingsledere. Det vil give en forventet besparelse på 1,2 millioner kroner. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.
Et andet sted at hente pengene er i de besparelser, man får efter Folketingets beslutning om at reducere skoleugen med to timer og et kvarter. Det skulle ifølge forvaltningens beregninger give omkring 2,3 millioner kroner.
Derudover kommer man til at spare 3,5 million kroner på specialområdet ved at inkludere flere børn med særlige behov i det almene område og styre økonomien på specialklasseområdet " strammere".
Beslutningen om at spare to afdelingsledere bliver mødt med stor kritik fra formand for skolelederforeningen, Mogens Brag.
Han pointerer, at lederne stadig er spændt hårdt fire år efter, der blev sparet fem millioner kroner på ledersiden i forbindelse med projektet "Bæredygtig Børneområde", hvor man blandt andet inddelte børneområdet i fire distrikter.
Formanden for Børne- og Ungeudvalget, Anders Brandt (S), ser dog logik i at reducere antallet af afdelingsledere:
– Vi fået færre elever i skolerne, som har ført til, at man har skåret ned på lærerstanden. Og så giver det god mening for mig, at man tilpasser på ledersiden. Jeg synes klart, at vi skal bruge penge på børne- og skoleområdet, men vi bliver nødt til at holde os inden for budgetrammen, siger Anders Brandt til Stiftstidende. tek@kl.dk