
København vokser med 100.000 de næste 12 år
tekst Tom Ekeroth
Mange steder i København skyder boligerne i vejret og der bliver brug for dem. Kommunens indbyggertal vil fortsat vokse de kommende mange år. Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
København vil vokse med op til 100.000 nye indbyggere over de næste 12 år, viser den årlige befolkningsprognose, som kommunen har fået udarbejdet. Alene i 2019 forventer man, at byen vil få flere end 10.700 nye indbyggere, og i 2050 vil Hovedstaden være vokset med yderligere 100.000. Det betyder, at der bliver yderligere rift om boligerne i København.
Ifølge Berlingske har overborgmester i Københavns Kommune Frank Jensen (S) for få uger siden udtalt, at der skal bygges 60.000 nye boliger i København indtil 2031, og dem bliver der brug for, hvis tallene viser sig at holde.
– Et af mine vigtigste mål som overborgmester er, at der er plads til os alle – også når vi bliver endnu flere københavnere. Vi skal sikre, at der bliver bygget boliger nok og til priser, som københavnere med almindelige indkomster har råd til at betale, siger Frank Jensen i pressemeddelelsen.
En væsentlig årsag til befolkningstilvæksten er, at mange vælger at blive boende, når de får børn, hvor der tidligere var en fast strøm af familier ud mod forstæderne. De seneste 15 år er der kommet over 20.000 flere børnefamilier i København, hvilket har betydet, at kommunen i højere grad har prioriteret større boliger og gode institutioner og skoler.
København er en by med en lav gennemsnitsalder, men prognosen viser, at særligt den ældre del af den københavnske befolkning vil vokse sig større ifølge prognosen.
I 2030 vil der for eksempel være flere end dobbelt så mange københavnere i alderen 85 til 88 år, som der er i dag. I 2050 vil antallet af 86-årige være 200 procent højere, end det er i dag. tek@kl.dk