
Kommunaldirektør skifter job
tekst Signe Rosa Skelbæk
Nuværende kommunaldirektør i Jammerbugt Kommune, Bjarne Grøn, har opsagt sin stilling og stopper ved udgangen af marts.
Han skifter til en stillingen som Digitaliseringsdirektør hos VIA University College i Region Midtjylland, skriver Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.
– I størstedelen af mit arbejdsliv har jeg beskæftiget mig med digitalisering og IT. Det område søger jeg nu tilbage til, det er her min store interesse er. Tiden i Jammerbugt Kommune har været spændende og lærerig, og jeg har mødt mange dygtige og dedikerede medarbejdere, politikere og samarbejdspartnere, siger Bjarne Grøn i pressemeddelelsen.
Kommunalbestyrelsen blev orienteret om opsigelsen på kommunalbestyrelsesmødet torsdag 28. februar 2019, og processen med at ansætte en ny kommunaldirektør går nu i gang.
– Jeg er ærgerlig over, at samarbejdet med Bjarne blev kort. Han har leveret et solidt stykke arbejde i Jammerbugt Kommune, og jeg ønsker ham held og lykke i hans fremtidige stilling, siger borgmester Mogens Christen Gade (V).
Bjarne Grøn tiltrådte jobbet i 2017 kort før kommunalvalget, og starter i sit nye job 1. april. sisk@kl.dk