
Storkommune vil bandlyse virksomheder, der sender penge i skattely
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Endnu en kommune er på nippet til at bandlyse virksomheder og leverandører, der sender penge i skattely. Denne gang er det Odense Kommune, der på byrådsmødet på onsdag skal tage stilling til et forslag fra Socialdemokratiet, Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet.
De fem partier, der tæller 19 ud af 29 mandater i byrådet, vil mere konkret beslutte, at borgmesteren på vegne af kommunen underskriver interesseorganisationens Oxfam IBIS' såkaldte Charter for Skattelyfri Kommuner.
Begrundelsen for at stille forslaget er ifølge forslagsteksten, at borgernes penge skal bruges ansvarligt.
– Vi mener, at vi som kommune har et særligt ansvar for at bekæmpe skattely, fordi vi som kommune er finansieret af skatten, og fordi det er skatteydernes penge, som bruges til at betale kommunens leverandører med. Derfor skal de penge ikke gå via skuffeselskaber til virksomheder, som ikke betaler skat., står der.
Ved at underskrive chartret forpligter kommunen sig til at bruge sin indkøbs- og investeringspolitik til at vælge virksomheder, der udviser ansvarlig skatteadfærd, ligesom kommunen forpligter sig til at stille krav om gennemsigtighed og en fair beskatning af kommunens leverandører.
Chartret er allerede underskrevet af en række af landets kommuner. Blandt andet har Aarhus, Frederiksberg, Gladsaxe, Roskilde, København, Næstved, Odsherred og Albertslund Kommuner underskrevet chartret.
Odense Kommune bruger hvert år tre milliarder kroner hos private leverandører. jki@kl.dk
Oxfam IBIS' fem råd til at undgå at støtte virksomheder i skattely
1. Vedtag en politik i kommunalbestyrelsen mod skatteunddragelse
2. Frem åbenhed om skatteforhold hos de private samarbejdspartnere
3. Inddrag skatteforhold ved udbud af mindre kontrakter
4. Inddrag fair skattebetaling som hensyn ved investering af kommunens likvide overskud
5. Støt igangværende tiltag mod aggressiv skatteplanlægning, blandt andet ved at støtte op om en Fair Skat-mærkningsordning
Kilde: Oxfam IBIS