
Villum: Borgmesterretten må vente på valget
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Villum Christensen har siddet i Folketinget i 11 år og i kommunalbestyrelsen i 25 år. Men han stiller ikke op denne gang. Han skal have mere tid til sine andre politiske og private gøremål.
– Jeg sidder i Folketinget, jeg er statsrevisor, jeg er udvalgsformand (Byrådet i Slagelse, red.), jeg er viceborgmester. Jeg var nødt til at trække et af stikkene. Jeg kunne ikke følge med, siger Villum Christensen.
Han siger dog ikke noget om, hvorvidt det handler om at skabe tid og rum til at bestride borgmesterposten i Slagelse til januar, som konstitueringsaftalen mellem S, SF og EL i Slagelse byråd lægger op til. Villum Christensen understreger, at det er en ret og ikke en pligt.
– Der står ikke, at det skal ske, der står, at jeg har retten til det. Det var velovervejet, at vi formulerede det sådan. Hvad nu hvis jeg i mellemtiden solgte hotellerne og ville rejse jorden rundt, siger Villum Christensen, der også er en aktiv erhvervsmand.
Venter på valget
Ifølge Villum Christensen venter han og borgmester John Dyrby Paulsen (S) med at melde noget ud om, hvad der skal ske med den politiske toppost, til folketingsvalget er overstået.
– Jeg er blevet enig med John om, at det venter vi med at melde ud til efter valget. Jeg tror, det bliver i august eller sådan noget. Det bliver os to, der melder ud sammen, hvordan vi gør det. Vi har for øvrigt et fantastisk samarbejde hver eneste dag, så det forstyrrer ikke mit hoved, siger Villum Christensen.
Der er flere, der spørger til det, men den garvede politiker holder kortene tæt ind til kroppen, og sender spørgsmålet til hjørne med et hypotetisk svar.
– Det kan jo være, at John bliver minister. Så er situationen jo en anden. Han havde besøg af Mette Frederiksen den anden dag. Og han har da tidligere været et mulehår fra at blive forsvarsminister i Thorning-regeringen, hvis du kan huske det. Man ser jo forskellige borgmestre på Christiansborg for tiden. Men det er jo ikke andet end spekulation, siger Villum Christensen finurligt.
Så hellere statsrevisor
Selv savner han ikke at skulle ud i endnu en folketingsvalgkamp.
– Valgkamp er ikke det fedeste i verden set fra min stol. Når man sidder i Folketing og byråd, så er man på en eller anden måde i valgkamp hele tiden, siger Villum Christensen, der er blevet godt træt af retorikken på Christiansborg.
– Det er så beregnede og taktisk, med slørede formuleringer. Hele den der pensionssnak er et godt eksempel. Det er næsten ikke til at holde ud. Det handler om, hvem lyver mest overbevisende, siger Villum Christensen.
Til gengæld er han meget glad for sin post som statsrevisor.– Det at være statsrevisor passer mig rigtig godt. Man kommer helt ned i maskinrummet, og man kan nørde lidt mere. Det er sindssygt spændende. Der skal man ikke rende rundt og sige alt det, folk gerne vil høre. Der skal du bare sige, hvad du mener. Det er en helt anden form for politisk arbejde, der passer godt til min universitetsbaggrund, siger Villum Christensen.
Egentlig er det i mange år gået godt med at bestride posterne i Folketinget og byrådet samtidig.
– Jeg har altid tilrettelagt det sådan, at jeg havde de samme fagområder. Næsten altid haft teknik og miljø, energi og sådan noget. Har man den faglighed, så kan man matche embedsmændene, så de ikke løber om hjørner med en, siger Villum Christensen.
Og dobbeltmandatet har fordele.
– Jeg plejer gerne at sige, at hvis man er højt profileret i partiet, så er det mærkeligt at sidde i byrådet samtidig, men hvis det er sådan en som mig, så er det en god kombination. Tre ud af fire gange, du er med til at beslutte noget i Folketinget, så er det noget, der foregår ude i kommunerne. Beslutningen er ikke svær, besværet ligger i implementeringen. Den forståelse har mange af de andre i Folketinget slet ikke, siger Villum Christensen. tkn@kl.dk