
Byrådsmedlem udsat for indbrud, hærværk og tyveri af valgplakater: "Politisk chikane"
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Først blev hun udsat for et indbrud, hvor hendes hjem nærmest blev splittet ad, og siden blev fire store valgplakater, der kan ses fra en hovedvej, afmonteret og stjålet. Sådan er byrådsmedlem fra Esbjerg Susanne Dyreborgs (DF) sidste 14 dage forløbet, og de to hændelser får hende til at mene, at hun er udsat for politisk chikane. Det fortæller hun til Jydske Vestkysten.
– Jeg kan ikke nå til anden konklusion, end at der er tale om politisk chikane og i sidste ende vel et forsøg på at knægte min frihed til at fremsætte lovlige, politiske udtalelser i valgkampen, siger Susanne Dyreborg.
Hun opstiller for Dansk Folkeparti til det kommende folketingsvalg, og det er blandt andet effekter i forbindelse med denne, der har været udsat for ulovlighederne.
Første hændelse var et indbrud i hendes hjem, hvor en kasse med kuglepenne med Dansk Folkepartis logo var spredt ud over gulvet, og to dunveste ligeledes med partilogo påtrykt lå på gulvet med glasskår på. Samtidig blev der stjålet møbler, designeffekter, ure, lamper, vin og chokolade.
I mandags var den gal igen. Susanne Dyreborg har opstillet en trailer med fire valgplakater påsat. De vender ud mod hovedvej A11, hvor hun bor. Men ukendte gerningsmænd havde fjernet de fire plakater.
Hændelserne kalder hun for politisk motiverede.
– Jeg kan ikke se andet, end at det i hvert fald er politisk motiveret. Jeg forstår ikke folk, der ikke kan debattere ordentligt og civiliseret, men føler, at de er nødt til at gribe til tyveri og hærværk for at lukke munden på politiske modstandere. Det er helt uanstændigt. Nu er vi nødt til at sætte kameraovervågning og alarmer op, siger Susanne Dyreborg til Jydske Vestkysten.
Susanne Dyreborg blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i Esbjerg ved kommunalvalget i november 2017. Hun er 1. viceborgmester i kommunen og altså folketingskandidat. jki@kl.dk