
Jammerbugt har udpeget ny kommunaldirektør
tekst Rudi Holm
Jammerbugt Kommune har udpeget 48-årige Holger Spangsberg til ny kommunaldirektør. Han tiltræder den 15. juni og afløser Bjarne Grøn, der tidligere på året stoppede i jobbet for at blive digitaliseringsdirektør hos VIA University College i Region Midtjylland
– I kommunalbestyrelsen ser vi frem til at byde Holger Spangsberg velkommen. Vi får en erfareren topleder til kommunen med et veludviklet politisk blik. Med erfaringer som bindeled mellem det politiske og administrative niveau, kan han samle organisationen og fortsætte Jammerbugt Kommunes udvikling. Jeg ser frem til et tæt samarbejde med Holger Spangsberg, siger Jammerbugts borgmester, Mogens Gade (V).
Forventningerne til jobbet som kommunaldirektør i Jammerbugt Kommune er store hos Holger Spangsberg selv.
– Jammerbugt Kommune er en velfungerende kommune med politisk stabilitet. Jeg ser blandt andet frem til at samarbejde om at opnå kommunens ambitiøse mål med at få folkeskolen i top 20, udviklingen af centerbyerne og landdistrikterne, øget bosætning, en ny sundhedspolitik og at få flere arbejdspladser til kommunen, fortæller Holger Spangsberg.
Holger Spangsberg har været kommunaldirektør i fire år i Gribskov Kommune. Inden da har han været direktør for teknik, miljø & erhverv i Fredericia Kommune og chef for sekretariatsfunktioner i Københavns Kommune.
Holger Spangsberg er uddannet cand.scient.adm. fra Aalborg Universitet i 2000, og har supplerende ledelsesuddannelser fra CBS. ruh@kl.dk