
Ghettoplan: Hver femte bolig skal rives ned
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Bulldozerne skal i arbejde i Koldings største almene boligområde Skovparken-Skovvejen, fordi området står på listen over hårde ghettoer.
I dag er 87 procent af de i alt 944 boliger såkaldte almene familieboliger, og det antal skal inden 2030 bringes ned til 40 procent. Nu arbejdes der med, at 479 boliger skal væk, hvoraf 243 af boligerne skal fjernes ved nedrivning, skriver Jydske Vestkysten.
Det fremgår af en udviklingsplan, som et flertal i Kolding Kommunes særlige udvalg for udfordrede boligområder har netop har vedtaget.
Planen skal torsdag aften behandles i de berørte boligselskabers repræsentantskaber.
Ifølge lokalpolitiker Tobias Jørgensen (V), der er formand for udvalget for udfordrede boligområdet, så sker det ikke med kommunens gode vilje.
– Slår vi to streger i sandet i dag, så er situationen, at vi skal nedbringe antallet af almene familieboliger til 40 procent. Det kræver loven, og den er vi som kommune nødt til at overholde. Men vi sender materialet ind til godkendelse hos transport-, bygnings-, og boligministeren med armen vredet om på ryggen. Vi slår os fortsat i tøjret, indtil vi får vores vilje og ikke skal nedbringe antallet af familieboliger så drastisk, siger han til Jydske Vestkysten.
Tobias Jørgensen er utilfreds med, at Skovparken-Skovvejen kun kan få lov at beholde 40 procent af familieboligerne.
– Udviklingsplanen løber frem til 2030, og den kan blive justeret undervejs, fortæller Tobias Jørgensen til Jydske Vestkysten.
Det er flere hundrede beboere, der bliver berørt af planen. Tobias Jørgensen beroliger dog med, at der vil blive fundet så tålelig og ordentlig en løsning som muligt for alle berørte.
Ifølge loven skal alle beboere, der tvangsflyttes, tilbydes en anden bolig af samme standard.
Boligområdet Skovparken-Skovvejen er en såkaldt hård ghetto, fordi området har stået på ghettolisten de seneste fem år og opfylder fire ud af fem ghettokriterier. Det betyder ifølge de nye krav regeringen og støttepartier har indført, at andelen af familieboliger skal nedbringes til 40 procent. Det har været muligt at søge dispensation, men det har Skovparken-Skovvejen ikke fået. tkn@kl.dk
Fire hårde ghettoer har søgt om nedrivningsdispensation - tre har fået afslag.