
Borgmester kræver redegørelse efter fyringschok
tekst Rudi Holm
Faaborg-Midtfyns borgmester, Hans Stavnsager (S), kræver en redegørelse af sin forvaltning efter en større fyringsrunde i kommunens afdeling for forebyggelse, træning og rehabilitering.
12 ansatte – svarende til 15 procent af medarbejderstaben – blev i mandags fyret som led i en større spareplan. Og det kom som et chok for de politikere i udvalget, der selv havde stemt besparelserne igennem, skriver Fyens Stiftstidende.
– Vi skal lære noget af den her sag. For det er ikke smart, at vi står i en situation, hvor politikerne føler sig på bagkant. Der skal laves en fast procedure for, hvordan man implementerer effektiviseringer, så der ikke er tvivl om, hvornår noget gennemføres. Der skal være mere gensidig information, siger borgmesteren til avisen.
Blandt de ansatte er der stor utilfredshed med fyringerne, og Hans Stavnsager bebuder, at han vil sætte fokus på vigtigheden af at inkludere de ansatte i beslutningerne.
– Vi arbejder allerede med at inddrage medarbejderne i effektiviseringsløsningerne. Der er flere forslag, som stammer fra dem i det kommende sparekatalog. Det er vigtigt ikke kun at lade politikere og ledelsen styre det hele. Men det er klart, når det for eksempel kommer til, at man skal vælge, hvilke medarbejdere der skal opsiges under en sparerunde, så kan det kun være ledelsen, der styrer det, siger Hans Stavnsager til Fyens Stiftstidende.
På et ekstraordinært møde vil politikerne i kommunens sundheds- og omsorgsudvalg nu gennemgå hele sagen. ruh@kl.dk