Færre tilflyttere søger kontanthjælp i Guldborgsund
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Når tilflyttere til Guldborgsund har pakket flyttekasserne ud, er næste skridt sjældnere at tage ned til kommunen og søge om kontanthjælp. Det viser en gennemgang, som Guldborgsund Kommune har lavet.
Mens der i første kvartal 2018 flyttede 74 kontanthjælpsansøgere til kommunen, så var tallet i første kvartal 2019 faldet til 50. Samtidig er det samlede antal af borgere, der søger om kontanthjælp i Guldborgsund Kommune faldet med 31 personer i samme periode. Det vil sige, at tilflyttere står for den langt største del af faldet.
Ny strategi virker
Ifølge formand for beskæftigelsesudvalget Ole K. Larsen (V) er det en ny strategi i kommunen, der kan forklare den positive udvikling.
– Center for Arbejdsmarked har løbende fulgt udviklingen i tilflytningen, og i efteråret 2018 blev det politisk besluttet, at sætte ind med en særlig indsats over for tilflyttere på kontanthjælp, hvor de hurtigst muligt efter at de har søgt kontanthjælp får et beskæftigelsestilbud i form af et nyttejob, siger han og fortsætter:
– Det betyder, at de hurtigere bliver en del af arbejdsfællesskabet, og derved hurtigere bliver integreret i lokalmiljøet. Vi forventer samtidig, at indsatsen giver færre af de tilflyttere, som ikke er motiveret for job eller uddannelse, hvilket vi nu kan begynde at se effekten af. siger han.
Guldborgsund Kommune har tidligere råbt vagt i gevær i forhold til den såkaldte sociale eksport af arbejdsløse fra hovedstadsområdet til især Lolland og Falster. Nogle gange med flyttehjælp fra hjemkommunen i ryggen.
Borgmester i Guldborgsund, John Brædder, oplyste sidste sommer, at tilflytning af borgere på overførselsindkomster koster kommunen 20 millioner kroner om året. jki@kl.dk