
Nej til sommerhuse i byen
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Skal man kunne bruge et hus, som ligger i byzone, som sommerbolig? Kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune siger nej.
Indtil nu har det været muligt at bruge benytte enhver helårsbolig som fritidsbolig, også boliger beliggende i byzone, men med et nyt kommuneplantillæg og en temalokalplan lukker kommunalbestyrelsen for muligheden i Store Heddinge, Hårlev, Rødvig, Strøby Egede, Hellested, Klippinge, Strøby og Valløby inden for byzonen.
– Vi ønsker nogle byområder i Stevns Kommune, som er attraktive og i live hele året, udtaler borgmester, Anette Mortensen (V).
– Risikoen ved at tillade fritidsanvendelse af ejendomme i byzone er, at vi får nogle bymiljøer, som kun er i live en del af året. Byerne i Stevns Kommune skal være attraktive at bo og leve i hele året, og meget gerne med et aktivt bymiljø, og det bliver svært, hvis for mange huse står tomme i de vintermåneder, hvor der måske er det allerstørste behov for nabofællesskab, siger borgmesteren.
De to planer – kommuneplantillæg og en temalokalplan – er i offentlig høring frem til den 1. juli og fremlægges på et borgermøde 14. maj. tkn@kl.dk