
Borgerservice presset af pas og brevstemmer
tekst Sidsel Boye
Formanden for Borgerservice Danmark, Eva Graae sidder tilbage med fornemmelsen af, at danskerne i stigende grad har benyttet sig af mulighedens for at brevstemme til det seneste EU-valg og og folketingsvalget. Det har givet en usædvanlig travlhed i borgerservicekontorer landet over, og travlheden skal ses i lyset af, at maj måned i forvejen er en af de travleste måneder i borgerservice.
I maj måned kommer de rejselystne danskere nemlig i tanke om, at de skal nå at have fornyet deres pas inden ferietiden. Og med to gange brevafstemninger på samme tid, har medarbejderne ligget vandret i luften, fortæller Eva Graae, som er borgerservicechef i Herning.
Hun kan samtidig fortælle, at hele processen med at afgive brevstemmer er noget, der kræver erfarne medarbejdere og ikke er noget, man bare kan haste igennem, selv om køen af utålmodige borgere, der har villet brevstemme, nogle steder har været lang.
I Herning har borgerservice normalt sæsonforstærkning og forskudt åbningstider af hensyn til pas-fornyelsen. Og i forbindelse med brevafstemningen har staben på i alt seks frontmedarbejdere været udvidet til 11.
– Alligevel har der været kø til at brevstemme. Det skyldes dels at vi er ærekære og derfor ikke kan sprede opgaven ud til nogen, der ikke kender dens alvor. Det skyldes også, at man ved brevafstemning er nødt til at holde tungen lige i munden. Det er en udfordring at sikre, at der ikke sker fejl, når der er to valg på samme tid, forklarer Eva Graae.
Risikoen for fejl handler blandt andet om, at de to valgs brevstemmer kan ende i den forkerte kuvert og dermed blive kendt ugyldige. Og at valgenes forskellige regler og skæringsdatoer skal overholdes nøje. Men dertil kommer også, at der er mere behov for vejledning til borgerne, og at hele processen i sig selv er mere tidkrævende. For eksempel fordi de første brevstemmer ikke altid har en liste med navne over personer, de kan stemme på. Og det kan kræve mere tid i stemmeboksen.
Endelig er der også en del arbejdstid i at få hentet brevstemmer ude på plejehjem, boestæder, varmestuer, arrester og sygehuse.
Flere borgerservicechefer har i lyset af de travle dage med kø til brevafstemning overvejet, om de kan gå nye veje ved kommende valg
– Vi havde ikke drømt om at brevafstemningen blev så vild. Der er sket et skred i mængden af folk, der gerne vil brevstemme og har brug for den fleksibilitet, det giver at kunne stemme før, frem for at møde op til et bestemt tidspunkt. Derfor har vi talt om, hvad vi kan gøre anderledes, og om vi skal flytte brevafstemningen til et sted, der ligner et almindeligt valgsted mere, siger Eva Graae.
Flere og flere kommuner har indført tidsbestilling til borgerservice for at bruge medarbejdernes og borgernes tid fornuftigt. I Herning har det været muligt at bestille tid til brevstemning.
Hvad angår pas-travlheden er der kommuner, blandt andet Aalborg, som i dag sender besked til borgerne, når deres pas er ved at være udløbet, sådan at kurven af travlhed udjævner sig. sib@kl.dk