
Godt karriereråd til unge i et ministerium
tekst Sidsel Boye
Der er forbløffende få karriereskift de tre offentlige sektorer i mellem. Men én af dem, der har prøvet det, er tidligere departementschef i Beskæftigelsesministeriet Peter Stensgaard Mørch, som i dag er administrerende direktør i Københavns Kommune. Han kan se, at det vil være godt med lidt mere udveksling mellem sektorerne, og han ville ønske, at han selv havde været en tur omkring Københavns Kommune som fuldmægtig i sine tidlige arbejdsår.
– Det ville have givet et helt andet bagtæppe for de mange beslutninger, jeg har været med til at lave i ministeriet. Og jeg tror, at det kunne være virkeligt sundt at lave det tidlige skifte på fuldmægtigniveau. Det er et grundlæggende godt embedsapparat, vi har på Slotsholmen, men der er mange, som laver udspil på for eksempel børneområdet og på teknikområdet, og faktisk har de ikke rigtig nogen viden om, hvordan det egentlig virker derude, siger Peter Steengaard Mørch.
Hans melding kommer i forbindelse med en debat på Ledelsescenen, som er en del af Folkemødet og et samarbejde mellem blandt andre Mandag Morgen, Djøf og KL, hvor han sammen med blandt andre tidligere departementschef Ulrik Vestergaard diskuterede erfaringer med at skifte job på toplederniveau.
Og én af Ulrik Vestergaards pointer er, at man skal bruge tid på at dyrke et netværk. Både mens man er i et ministerium, og når man skal skifte job. I Ulrik Vestergaards tilfælde til jobbet som vicegeneralsekretær i OECD i Paris.
Den pointe er Peter Stensgaard Mørch helt med på. På grund af travlhed i ministeriet, nåede han ikke at dyrke noget netværk, før hen rent faktisk havde første arbejdsdag i Københavns Kommune.
– Jeg kunne have ønsket at møde nogle nøglepersoner i månederne op til jobskiftet, for selv om Københavns Kommune ligger tæt på Slotsholmen og menneskene ligner, så var det alligevel en helt anden verden. Jeg er vant til at kende virkeligt mange, og i ministeriet arbejder man rigtig meget med netværk, men jeg kendte ikke så meget som en håndfuld i Københavns Kommune, erkender Peter Stensgaard Mørch.
En anden af Ulrik Vestergaards pointer er, at man kan blive nødt til at ændre stil, når man kommer ind i en ny kultur, som for eksempel den internationale.
– For eksempel har jeg været nødt til at skrue ned for den ironi og sarkasme, som er en del af den danske kultur og skrue mere op for klarhed og opsummering fra møderne, siger Ulrik Vestergaard med et smil.
For Peter Steensgaard Mørchs vedkommende er der ikke så langt fra staten til kommunens kulturkreds men alligevel en forskel.
– Langt de fleste embedsmænd, jeg møder i København, elsker deres kommune og er stolte over at være med til at udvikle den. På Slotsholmen er der også energi, men der er ikke den samme glød som i den kommunale kultur, siger han. sib@kl.dk.