
Fremtidens oversvømmelser rammer fire nye områder
tekst Sascha Reiffenstein Petersen
I flere dele af landet har vi i de seneste år skulle vænne os til flere oversvømmelser, og nu er fire nye områder kommer på listen over steder, der er ekstra udsat.
Esbjerg, Kolding, Nyborg og Vordingborg er de fire områder, som er i risikozonen i fremtiden.
Samtidig har man udvidet områderne ved Køge Bugt og Nakskov, så hele Amager og København op til Nordhavn og hele det sydlige Lolland ind til Rødbyhavn også er med på listen.
– Der er ingen tvivl om, at vi i Danmark vil komme til at mærke klimaforandringerne. Her er nogle områder mere udsatte end andre. Vores nye nationale overblik peger på, hvilke områder og kommuner, der skal have særligt fokus på at forberede sig på vildere vejr og oversvømmelser i fremtiden. Med overblikket giver vi kommunerne et konkret udgangspunkt for at planlægge i tide og dermed skabe tryghed for borgerne og beskytte vores store samfundsværdier, siger områdechef i Kystdirektoratet Ane Høiberg Nielsen via Ritzau.
Det nye nationale overblik har været i høring i efteråret 2018. sarp@kl.dk
14 steder er nu på listen over risikoområder for oversvømmelse:
Holstebro
Randers Fjord
Juelsminde
Vejle
Fredericia
Aabenraa
Odense Fjord
Køge Bugt (udvidet)
Korsør
Nakskov (udvidet)
Esbjerg
Kolding
Nyborg
Vordingborg