
Ny FGU-direktør ansat i Høje-Taastrup
tekst Sascha Reiffenstein Petersen
Søren Elnebo Lau har et solidt afsæt i uddannelsesverdenen med over 20 års erfaring fra både produktionsskoler, erhvervsskoler og senest Ungdommens Uddannelsesvejledning. Søren Elnebo Lau har dermed en del erfaring, som han kan tage med til den nye forberedende grunduddannelse, FGU, i de fem kommuner.
Jette Henning, der er bestyrelsesformand for FGU-institutionen i Høje-Taastrup, Greve, Lejre, Roskilde og Solrød Kommuner, sætter stor pris på Søren Elnebo Laus kompetencer.
– Søren er en stærk personaleleder og meget erfaren med hensyn til udviklings- og forandringsprocesser. Samtidig er han vant til at være leder på flere matrikler. Det har vi alt sammen brug for i arbejdet med at etablere FGU-institutionen med hele fem skoler og et hovedsæde. Derudover har han gennem 25 år i uddannelsessektoren bibeholdt sin passion for undervisning og læring. Og ikke mindst brænder han for målgruppen, siger Jette Henning i en pressemeddelelse.
Søren Elnebo Lau er glad for at være med til at opbygge FGU sammen med lærere og ledere fra produktionsskolerne og VUC.
– Jeg er meget optaget af, at unge mennesker skal have de bedste muligheder for en god start i livet. Derfor har jeg lige fra de første beskrivelser af FGU haft lyst til at bidrage til, at det bliver et godt tilbud til de unge og til gavn for hele uddannelsessystemet, siger han.
Det var et enigt ansættelsesudvalg, der pegede på Søren Lau. Der var 14 ansøgere til stillingen. Søren Elnebo Lau tiltrådte den 1. januar 2019. sarp@kl.dk
Fakta om FGU
- Den nye uddannelse, Forberedende Grunduddannelse, oprettes som led i reformen "Aftale om bedre veje til uddannelse og job". Der kommer FGU-institutioner i hele landet.
- Dette FGU-hovedsæde bliver placeret i Høje-Taastrup, men der kommer en skole i hver af de fem kommuner. Søren Elnebo Lau bliver leder af både hovedsædet og de fem skoler.