
Naboer får ingen gevinst når rønner rives ned
tekst Rudi Holm
Nedrivninger af faldefærdige bygninger i landdistrikterne får ofte optimismen til at stige hos naboer og giver de lokale ejendomsmæglere dollartegn i øjnene. Men ifølge en ny undersøgelse har landsbyfornyelse ingen målbar effekt på det lokale boligmarked.
Det er Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet, som har undersøgt, om nedrivningsindsatsen har haft effekt på boligpriser, salgspriser og byggeaktivitet lokalt omkring nedrivningerne. Og selv om forskerne har set svage tegn på en mulig øget byggeaktivitet i lokalområdet efter nedrivninger, er det meget usikkert, om det skyldes, at tomme, faldefærdige huse er blevet fjernet.
– I bedste fald er nedrivningerne af de nedslidte bygninger med til at holde de øvrige boliger i lokalområdet på markedet, lyder vurderingen fra en af mændene bag undersøgelsen, seniorforsker Jesper Ole Jensen fra SBi.
Han er ikke overrasket over, at der ikke kan måles en direkte positiv effekt på boligmarkedet som følge af nedrivninger.
– Langt de fleste af nedrivningerne sker i de mest udsatte områder, hvor boligerne i forvejen er billigst og sværest at sælge. Her kan enkelte nedrivninger ikke bremse den tilbagegang, som området i forvejen er ramt af, siger han.
Der er enkelte eksempler på, at prisen på ejendomme stiger efter nedrivning af nedslidte nabohuse, men det hænger formentlig sammen med en generel stigning i boligpriserne i hele kommunen. Omvendt er der også eksempler på, at priserne for naboejendommene til nedrivninger ikke stiger, selvom boligpriserne stiger generelt i kommunen, oplyser forskerne bag undersøgelsen.
Kun i to ud af 35 kommuner, hvor undersøgelsen har set på handelspriserne i nærheden af nedrivningerne, er der registreret en lille stigning på priserne på naboejendommene, hvor nedrivningerne kan have haft en effekt.
Selvom undersøgelsen ikke har kunnet måle effekter af nedrivningerne, så viser interview i tre udvalgte kommuner, at de lokale oplever store forbedringer med indsatsen. Det øger optimismen blandt naboer, ejendomsmæglere og andre – og nogle steder har lokale frivilligt deltaget i at omforme tomme grunde til blandt andet nye mødesteder og rekreative arealer.
Interviewene viser også, at der i de kommunale forvaltninger er forventninger om, at nedrivningerne mindsker risikoen for, at ejendomsspekulanter opkøber de tomme boliger billigt og lejer dem ud til udsatte borgere, som kan påføre kommunerne øgede sociale udgifter.
SBi har udført undersøgelsen for Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, som administrerer den statslige pulje til landsbyfornyelse. ruh@kl.dk