
Odsherred skal have et nyt teater
tekst Tom Ekeroth
Arkitektfirmaet Christensen & Co fra København har vundet opgaven som totalrådgiver for opførelsen af en ny teatersal til Odsherred Teater. Visionen i udbuddet har været at skabe nytænkende og langtidsholdbare rammer for Odsherred Teater ud fra tre forudsætninger: et kulturtilbud af høj kvalitet, en platform for samarbejde og et mødested for alle.
Opgaven har været at etablere en ny teaterbygning med udgangspunkt i den eksisterende bygning i Algade, som ikke blot giver gode rammer for scenekunsten, men også for alvor forløser det potentiale, som teatret har vist, det rummer som katalysator for kulturel og social udvikling.
Odsherred Kommune har fået støtte til projektet fra Foreningen Realdania, A. P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Der er samlet ydet 25 millioner kroner i fondsstøtte til teatersalen, hvis budget er på 35 millioner kroner.
Styrker Odsherred som attraktivt kulturområde
Borgmester Thomas Adelskov (S) ser frem til opførelsen af teatersalen:
– Den nye teatersal på Odsherred Teater er en kæmpe gevinst for by og egn og giver et stort bidrag til kommunens profil som et aktivt og attraktivt bosætningsområde, og det styrker også erhvervslivet, at vi på denne måde har stærke kulturtilbud, siger Thomas Adelskov.
Teaterleder Simon Vagn Jensen siger om realiseringen af teatersalen:
– I september 2014 gik jeg ned igennem Algade og én eller anden råbte efter mig. Det var den store, nyligt rømmede, tomme, ikoniske Irma-butik og idéen var der med det samme – tænk hvis det her kunne blive Odsherreds teaterhus, midt i byens gågade? At sådan noget så også bliver virkelighed, kan man kun drømme om, men med massiv opbakning fra byråd, fonde, erhvervsliv og – ikke mindst – borgerne, er det lykkedes. tek@kl.dk
Fakta
I sommeren 2016 flyttede Odsherred Teater fra en placering i Annebergparken syd for Nykøbing til gågaden, hvor teatret blev etableret i en nedlagt Irmabutik, som Odsherred Kommune havde købt til formålet. Kommunen renoverede den forreste del af bygningen til teatercafé, kontor og køkken og etablerede efterfølgende sammen med teatret en bygningsfond, hvis formål er at bygge og drive teatret.
Efter udbud for prækvalifikation til arkitektkonkurrence blev fire arkitektfirmaer i 2018 indbudt til opgaven med at tegne en ny teatersal med cirka 250 pladser og et samlet bruttoareal på godt 1.000 m2 inklusiv teknik og faciliteter til skuespillere.