Mange fyringer i Svendborg-skoler
tekst Tom Ekeroth
Besparelser og faldende børnetal er årsag til, at 36 ansatte i Svendborg Kommunes folkeskoleområde mister jobbet.
– Skolerne har meldt ind, hvor mange lærere de får i overskud i det kommende skoleår, siger skolechef i Svendborg Kommune Nanna Lohman til Fyens Stiftstidende.
Dertil kommer fem pædagoger og tre pædagogmedhjælpere. Det er endnu ikke fastlagt, om der skal ske fyringer blandt det administrative arbejde.
Lone Clemmensen, som er formand for Øhavets Lærerkreds og fællestillidsmand for lærerne i Svendborg Kommune, havde ikke set de mange afskedigelser komme:
– Jeg er meget overrasket. Min forventning var, at man i stedet havde valgt at højne kvaliteten. Lærerne er i forvejen pressede, men i stedet for at gøre noget ved det har man altså valgt at fastholde det niveau, man har nu. Og det gør det svært at leve op til de krav, som politikerne stiller til undervisningen, siger Lone Clemmensen til Fyens Stiftstidende. tek@kl.dk