
Bornholm afskaffer affald
tekst Tom Ekeroth
Borgere, erhvervsliv og turister på Bornholm skal over de næste 13 år skrue voldsomt op for sortering af affald.
Det er målet, at alt bornholmsk affald i 2032 enten genbruges eller genanvendes.
Med den ambitiøse vision ”Bornholm viser vej” vil det bornholmske affaldsselskab, BOFA, sammen med brugere og affaldsbranchen udvikle metoder, der optimerer håndteringen og øger sorteringen af mange nye affaldstyper.
Bornholm er et oplagt sted at udvikle kompetencer inden for grøn omstilling og cirkulær økonomi – øen har en fuldt udbygget infrastruktur og en befolkning, der svarer omtrent til én procent af den danske befolkning. Erfaringer og viden kan derfor overføres til lignende projekter andre steder i verden.
Med den politiske godkendelse af ”Bornholm viser vej” har den samlede bornholmske kommunalbestyrelse, med borgmester Winni Grosbøll (S) i spidsen, placeret Bornholm helt i top på det bæredygtige verdenskort. tek@kl.dk