
Kommunaldirektør forlader posten: Vil ikke forlænge sin kontrakt
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Dragør Kommune skal have ny kommunaldirektør, når året skifter til 2020. Den nuværende kommunaldirektør Kenneth Kristensen ønsker nemlig ikke at forlænge sin åremålskontrakt, der udløber i år.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
– Jeg er særdeles glad for samarbejdet med Kenneth Kristensen og er selvfølgelig ærgerlig over at skulle sige farvel til en dygtig direktør. Jeg er dog glad for Kenneths store indsats og ser frem til fortsat samarbejde i 2019, siger borgmester Eik Dahl Bidstrup (V).
Kenneth Kristensen har været kommunaldirektør i Dragør siden januar 2015. Dengang var den forestående opgave at konsolidere og videreudvikle organisationen og kommunens økonomistyring, som det hedder i pressemeddelelsen.
– Den opgave er jeg ved at have løst. Jeg er fortsat meget glad for samarbejdet med borgmesteren og hele organisationen, men jeg har lyst til at få en ny opgave i en ny kontekst, når min kontrakt udløber, siger Kenneth Kristensen
Kommunaldirektøren bliver på jobbet indtil årsskiftet. Det glæder borgmesteren sig over.
– Jeg er meget glad for, at Kenneth spiller med åbne kort og melder ud i så god tid. Det giver os den fornødne tid til at rekruttere den helt rigtige afløser for Kenneth. Jeg ønsker ham alt godt fremover, siger borgmester Eik Dahl Bidstrup.
I løbet af sensommeren vil økonomiudvalget i Dragør gå i gang med at planlægge den proces, der skal finde afløseren for Kenneth Kristensen. En proces han selv skal være en del af. jki@kl.dk