
Navneforbud ophævet: Kommunalpolitiker tiltalt for drabsforsøg
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Det 41-årige kommunalbestyrelsesmedlem René Kauland er tiltalt for drabsforsøg og vold af særlig farlig karakter. Han nægter sig skyldig i tiltalen. Det skriver Dagbladet BT.
Allerede i sidste uge kom det frem, at et 41-årigt kommunalbestyrelsesmedlem var tiltalt, men på det tidspunkt var han beskyttet af et navneforbud. Det forbud er nu ophævet af Landsretten, bekræfter René Kaulands advokat Henrik Stagetorn over for Nyhedsmagasinet Danske Kommuner. Stagetorn bekræfter også, at René Kauland nægter sig skyldig i anklagen.
Rene Kaulund blev valgt ind i Greve Kommunalbestyrelse i 2017, hvor han som nummer 11 på Venstres liste fik 353 personlige stemmer og dermed nok til et af Venstres ni mandater.
René Kauland er tiltalt for den 11. maj iført maskering at have brudt ind hos sin ekskæreste og dennes barn i Greve. Ifølge anklagemyndigheden angreb han sin ekskæreste med et slagvåben, som han brugte til at slå hende. Kvinden lykkedes med at afværge slagene, men pådrog sig alvorlige skader. Det mener anklagemyndigheden er et drabsforsøg.
Under angrebet på kvinden slog Rene Kauland ifølge anklagemyndigheden også kvindens datter med slagvåbnet. Dette forhold mener anklagemyndigheden er vold af særlig farlig karakter. Datteren løb ind til naboen for at få hjælp.
Ifølge Ekstra-Bladet har politiet ikke fundet slagvåbnet, og hverken den angrebne kvinde eller hendes datter har været i stand til at udpege gerningsmanden.
Rene Kauland har siddet varetægtsfængslet i ni måneder. Ifølge referater fra Greve Kommunalbestyrelse fik han orlov fra byrådsarbejdet den 15. maj 2018, fire dage efter angrebet.
Hvis han bliver dømt for drabsforsøget og voldstiltalen mister han sit mandat i kommunalbestyrelsen.
Retssagen starter ved Retten i Roskilde den 6. marts. jki@kl.dk