
Borgmester om drabstiltalt partikollega: Håber at sagen bliver opklaret
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Hvis byrådsmedlem René Kauland (V) bliver dømt for drabsforsøg og vold af særlig farlig karakter, som han er tiltalt for, så mister han både sin plads i kommunalbestyrelsen i Greve og sit medlemskab af partiet Venstre. Det skriver hans partikollega og politiske chef, borgmester i Greve, Pernille Beckmann (V), på sin facebook-profil.
Opslaget kommer som reaktion på, at navneforbuddet i straffesagen mod René Kauland netop er blevet ophævet. Kauland er tiltalt for den 11. maj sidste år at have forsøgt at slå sin ekskæreste ihjel og for at have udsat ekskærestens datter for vold af særlig farlig karakter. Han nægter sig skyldig i tiltalen, oplyser hans advokat Henrik Stagetorn.
Anmodet om en kommentar til tiltalen mod Rene Kaulund, henviser Pernille Beckmann til sin facebook-profil, hvor hun skriver følgende:
– René Kauland er ikke længere ansat i Greve Kommune, og han har orlov fra Greve Byråd. Hvis han får en dom, er han automatisk ikke-valgbar og vil derfor ikke længere være en del af byrådet. I så fald vil han selvfølgelig heller ikke være medlem af Venstre længere, skriver Pernille Beckmann og fortsætter:
– Mine tanker går til alle de berørte. En så forfærdelig oplevelse sætter ar på både krop og sjæl. Derfor vil jeg også appellere til offentligheden og medierne om, at give ofrene fred og ro, så de kan komme bedst muligt videre. Jeg håber inderligt, at denne kedelige sag bliver opklaret, og at gerningsmanden får en hård straf.
René Kaulund fik i går på kommunalbestyrelsesmødet i Greve Kommune bevilliget yderligere to en halv måneders orlov fra sin post som kommunalbestyrelsesmedlem. Dermed har han orlov fra den 15. februar til og med den 1. maj. Han har tidligere fået orlov fra 15. maj sidste år og tre måneder frem.
Kaulund har ifølge flere medier siddet varetægtsfængslet i ni måneder. Retssagen mod ham begynder ved Retten i Roskilde den 6. marts. Hvis han bliver dømt for tiltalen, vil han jævnfør reglerne om valgbarhed automatisk miste sit mandat. jki@kl.dk