
Telefonindustri vil blande sig i ældreplejen
tekst Signe Rosa Skelbæk
Der bliver flere og flere ældre i de europæiske lande, og det lægger et pres på sundheds- og plejepersonalet, der tager sig af dem. Den udfordring vil telefonproducenten Doro, der er kendt for at producere ældrevenlige mobiler, nu være med til at finde en løsning på. I en netop offentliggjort rapport peger Doro på, hvordan en del af løsningen på den store samfundsmæssige udfordring kan findes i smart-teknologiske løsninger målrettet seniorerne.
På den baggrund præsenterer Doro en sikkerhedstjeneste kaldet 'Response by Doro' - en ny tryghedstjeneste, hvor man med et enkelt tryk automatisk sender et nødkald til pårørende eller et særligt Doro-alarmcenter.
– Vi ser et fantastisk potentiale i, at teknologien kan løse nogle af de udfordringer, vi som samfund står overfor, i takt med at der bliver flere og flere ældre. Der findes allerede mange teknologiprodukter, der kan indgå som værdiskabende led i pleje-cyklussen omkring de ældre, og vi tror på, at det er den vej, vi skal gå fremover. Det vil vi gerne være med til at sætte fokus på, siger Doros CEO, Robert Puskaric, i en pressemeddelelse.
Hjælp til selvhjælp
Ifølge mobilproducenten Doro, der i årevis har beskæftiget sig med netop seniorerne som målgruppe, ligger en del af svaret i moderne teknologi. Og ikke bare i seniorvenlige mobiltelefoner og smartphones. En ny europæisk rapport ved navn "Tech as a solution to the Silver Tsunami", som mobilproducenten står bag, peger på, hvordan digitale løsninger for eksempel kan gøre det muligt og trygt for seniorer at blive længere i eget hjem - både til fordel for senioren selv og for samfundet generelt.
Med tryghedstjenesten kan man med et enkelt tryg på telefonens tryghedsknap i første omgang komme i kontakt med en pårørende, hvis man har brug for hjælp. Hvis den pårørende ikke svarer, sendes der automatisk en alarm til et særligt Doro-alarmcenter, som så enten hjælper med at få fat i en anden pårørende eller skaffer professionel hjælp, hvis der er behov for det.
På den måde kan en del hjælpeopgaver klares uden om det offentlige - mens de opgaver, der kræver professionel hjælp, hurtigt får det, skriver firmaet i pressemeddelelsen.
Samarbejde med kommunal indsats
Patrick Kirk Lock-Halvorsen, der er ansvarlig for Doro på det danske marked, er overbevist om, at netop den type teknologi er noget, vi kommer til at se mere og mere til fremover:
– Vi bliver nødt til at kigge efter nye veje og supplerende løsninger, og her spiller udnyttelsen af ny teknologi en vigtig rolle. En tjeneste som Response by Doro løser selvfølgelig ikke udfordringerne alene, men det er et godt eksempel på, hvordan teknologi og sundhedspleje kan tænkes sammen og bidrage til øget tryghed og større uafhængighed hos seniorer, siger han.
Tjenesten har været tilgængelig i Sverige siden november 2018, og i løbet af 2019 bliver løsningen udrullet i flere europæiske lande. Der er endnu ikke sat dato på, hvornår Response by Doro kommer til Danmark. sisk@kl.dk