
Kommune får bøde for ulovligt kloakarbejde
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Det koster Brønderslev Kommune 15.000 kroner i bøde, at kommunen i to tilfælde har udført kloakarbejde, som ellers kun må udføres af en autoriseret fagmand. Det skriver Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.
Sagen stammer helt tilbage fra 2016, hvor Brønderslev Kommune udførte kloakarbejde på to lokale folkeskoler. Problemet var bare, at kloakarbejdet krævede autorisation, og den har kommunen ikke. Derfor klagede lokale entreprenører til Sikkerhedsstyrelsen, og i går tirsdag blev sagen afgjort i retten i Hjørring.
Brønderslev Kommune erkendte ulovlighederne og modtog derfor en bøde på 15.000 kroner.
I Dansk Byggeri hilser man bøden velkommen, fordi den ifølge interesseorganisationen afklarer et principielt spørgsmål – nemlig hvordan kommunen konkurrerer med private virksomheder.
– Det er en lille bøde, men signalet er stærkt. Lige som private virksomheder skal overholde loven, så skal kommunen også, og det viser den her sag meget klart. Ud over at afgørelsen om det ulovlige arbejde er meget klar, bør sagen også give anledning til overvejelser om, hvordan en kommune opfører sig som konkurrent i forhold til de private virksomheder i kommunen. Det uautoriserede arbejde var jo unfair konkurrence i forhold til de autoriserede kloakvirksomheder, der burde have udført arbejdet, siger chefkonsulent for Kloaksektionen i Dansk Byggeri, Mikael Mortensen.
Brønderslev har tidligere fået en såkaldt næse af Sikkerhedsstyrelsen. Det skete i 2013, fordi kommunen havde udført kloakarbejde, der kræver autorisation, uden at være i besiddelse af en sådan. Kommunen har i dag autorisation til at udføre kloakarbejde. jki@kl.dk