Kommunalpolitiker tiltalt for drabsforsøg
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Et unavngivent kommunalbestyrelsesmedlem risikerer flere års fængsel for drabsforsøg og vold af særlig farlig karakter. Det skriver BT.
Ifølge avisen er der nedlagt navneforbud i sagen mod lokalpolitikeren, og det er derfor ikke tilladt at nævne mandens navn, hjemkommune, parti eller andre oplysninger, der kan identificere manden.
Manden er tiltalt for at have brudt ind hos sin ekskæreste, mens hun og hendes barn sov. Her angreb han den sovende ekskæreste med et slagvåben. Det lykkedes kvinden at beskytte sig mod slagene, så hun slap med livet i behold, men ifølge anklageskriftet, som BT har fået aktiindsigt i, var det mandens hensigt at slå ekskæresten ihjel.
Efter angrebet på ekskæresten blev også barnet slået i ansigtet med mandens slagvåben. Det mener anklagemyndigheden dog ikke var et drabsforsøg, men derimod vold af særlig farlig karakter.
Navneforbuddet blev nedlagt i sidste uge, på trods af at byretten ikke mente, at en person, der har beklædt et politisk embede i sin kommune, skulle nyde den beskyttelse. Afgørelsen blev dog kæret af manden og hans forsvarer. Derfor er der stadig forbud mod at identificere manden, indtil Landsretten har taget stilling til navneforbuddet. jki@kl.dk