
Kommunal topleder i kritisk tilstand efter trafikulykke
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Opdateret 7/12 15.43: Poul Anthoniussen er afgået ved døden. Det oplyser Odense Kommune lørdag. Læs mere her.
Direktør for Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune, Poul Anthoniussen, er i meget kritisk tilstand. Det bekræfter rådmand Susanne Crawley Larsen (R) i en pressemeddelelse ifølge Fyens.dk.
– Han er meget alvorlig tilskadekommen og indlagt på Odense Universitetshospital. Mine tanker er hos Pouls familie, skriver hun i pressemeddelelsen.
Ifølge Fyens.dk skete ulykken på en rasteplads ved den Fynske Motorvej i vestgående retning. Her kørte direktøren ind i en parkeret lastbil og kom alvorligt til skade.
Poul Anthoniussen er 49 år gammel og har arbejdet i Odense Kommune siden 2011. Dengang blev han ansat som skolechef. Han kom fra en lignende stilling i Middelfart Kommune. I 2014 blev han børn- og ungechef. Den stilling bestred han indtil 2015, hvor han blev konstitueret direktør for Børn- og Ungeforvaltningen. I januar 2016 blev han fastansat i stillingen som direktør.
Poul Anthoniussen er gift, har to børn og bor i Middelfart. jki@kl.dk