
Ægteskab kan gøre viceborgmester inhabil
tekst Tom Ekeroth
Inga Blom Thomas (P) er gift med Jan, som er ansat som styrmand på Ærøfærgerne, og derfor kan hun risikere at skulle erklære sig inhabil, når kommunalbetyrelsen behandler sager om færgedrift. Især i sager, hvor Jans ansættelsesvilkår eller arbejdsforhold bliver væsentlig berørt. Det skriver Fyns Amts Avis.
En række af politikerne på Ærø har enten arbejdsmæssige eller ægteskabelige forbindelser til færgerne o g det fik kommunaldirektøren til at bede KL om et notat vedrørende habilitetsforhold ud fra seks scenarier -blandt andet vedtagelse af sejlplaner, fastsættelse af priser, anlægsprojekter og ledelse:
–Og det forholder sig sådan, at jeg kan blive nødt til at erklære mig inhabil, hvis beslutningen kommer til i væsentlig grad at berøre Jans ansættelse, siger Inga Blom Thomas til avisen
Hun har været medlem af kommunalbestyrelsen i seks år og i den tid har hun ikke være nødt at erklære sig inhabil på grund af sit ægteskab med Jan.
–Men det kunne for eksempel ske, hvis vi skulle lægge en ny fartplan, hvor der skulle reduceres væsentligt i antallet af afgange. Det kunne jo betyde, at der kom en fyringsrunde, og det kunne gå ud over min mand, siger Inga Blom Thomas.
Hun mener, at det er fint, at der er regler for inhabilitet, for politikerne skal værne om deres troværdighed, som hun siger, men hun understreger samtidig, at reglerne også kan blive for rigide.
–I de små kommuner som Ærø kan det godt gå hen og blive en trussel for kommunens selvstændighed, hvis det bliver for svært at træffe beslutninger på grund af for hård eller generel vurdering af inhabilitet fra sag til sag, siger hun til Fyns Amts Avis. tek@kl.dk