EL-borgmester med raskmelding: Vender tilbage efter retssag om voldtægt
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Opdateret den 23/9-2019: Enhedslisten København har henvendt sig til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner med et ønske om en rettelse af en bestemt formulering.
Tidligere stod der i underrubrikken i artiklen, at Ninna Hedeager Olsen "forventer at være tilbage på posten i slutningen af august." Der skulle retteligt have stået, at Ninna Hedeager Olsen "forventer at være tilbage på posten "kort tid" efter retssagen, som finder sted den 28. august."
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner beklager fejlen.
- - - - -
Enhedslistens teknik- og miljøborgmester er på vej tilbage på jobbet efter en længevarende sygemelding. Det skriver Ritzau.
Ninna Hedeager Olsen blev sygemeldt i starten af april, efter en voldtægt havde fundet sted i hendes lejlighed. Dengang meddelte hun på Facebook, hun ville være fraværende i en periode.
– Det har på alle måder været nogle frygtelig dage. Jeg er i gode hænder og det ved jeg offeret også er. Af professionelle er jeg blevet opfordret til at trække stikket i en kortere periode, skrev Ninna Hedeager Olsen på sin Facebook-side den 7. april.
Voldtægten fandt sted til en fest i borgmesterens lejlighed, og den mistænkte mand var ligeledes medlem af Enhedslisten.
I Ninna Hedeager Olsens fravær har Karina Vestergård Madsen passet teknik- og miljøforvaltningen, og den i første omgang "kortere periode" ender nu formentlig med at være på fire måneder.
I hvert fald oplyser Enhedslisten Københavns bestyrelse til Ritzau, at Hedeager Olsen regner med at vende tilbage til arbejdet, når retssagen mod den mistænkte mand er overstået. Den skal efter planen starte den 28. august og vare en dag.
Den tiltalte nægter sig skyldig i anklagerne om voldtægt og blufærdighedskrænkelse.
Ninna Hedeager Olsen har under sin sygdom fået fuld løn, ligesom hendes afløser har fået løn for arbejdet. jki@kl.dk