
Principsag: Jammerbugt slæber borger i retten for ærekrænkelse
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Vindmøllemodstander Johnny Solberg er nu stævnet af Jammerbugt Kommune for æreskrænkelse på Facebook. Johnny Solberg har på Facebook blandt andet beskyldt forvaltningen for manipulation og misinformation. Borgmester Mogens Chr. Gade (V) er personligt blevet beskyldt for ikke at tale sandt og acceptere misinformation, ligesom Johnny Solberg også antyder, at der er tale om en bestikkelsessag.
Beskyldningerne er fremsat på Facebookgruppen "Nr. Økse Sø vindmøllepark - nej tak".
Kommunen og borgmesteren har i første omgang anmodet Johnny Solberg om trække sine udtalelser tilbage og fjerne opslagene. Men da det ikke er sket, stævner Jammerbugt Kommune og Mogens Chr. Gade nu Johnny Solberg for injurier.
Med stævningen ønsker man at få Johnny Solberg straffet for æreskrænkelser mod Jammerbugt Kommune og Mogens Chr. Gade. Han skal også dømmes til at betale en godtgørelse for tort på 10.000 kroner til Mogens Chr. Gade.
Vi må tåle det
Det er ikke alle i byrådet, der synes, det er en god ide at lægge sag an mod en borger på det grundlag.
Socialdemokraten Kiki Bach mener, at borgerne skal have lov til at få luft for deres frustrationer.
– Som politiker har vi placeret røven i klaskehøjde, og det må vi finde os i - vi skal kunne tåle det. Jeg er ikke enig i, at vi skal forsøge at lukke munden på vores borgere, hvis de er uenige med kommunalbestyrelsen, siger hun Nordjyske Medier.
Principiel sag
Professor i medieret og strafferet ved Syddansk Universitet, Sten Schaumburg-Müller, har ikke kendskab til, at en kommune på den måde har anlagt en injuriesag mod en borger for noget, vedkommende har sagt på Facebook som led i en offentlig debat.
– Man kan ikke henvise til, at alle andre på Facebook taler grimt, og sådan er tonen.
Der er ingen strafferetlig rabat for æreskrænkelser på Facebook, siger Sten Schaumburg-Müller til Nordjyske Medier.
Professoren påpeger samme sted, at det ikke er almindeligt, at en politiker er sagsøger i en injuriesag. tkn@kl.dk