
Folkelig skovrejsning i Faxe
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Faxe Kommune opfordrer alle til at støtte kampagnen Danmark planter træer, hvis mål er at få plantet sammenlagt en million træer på landsplan.
Kommunens store engagement i sagen skyldes også, at Camp Adventures nye Skovtårn ved Rønnede på godset Gisselfeld, som ligger i kommunen, bliver rammen for et stort og nyt indsamlingsshow, som TV2 og Danmarks Naturfredningsforening samarbejder om lørdag 14. september.
Frem mod lørdag 14. september opfordrer Faxe Kommune alle borgere, foreninger, institutioner og virksomheder til, at de i deres lokalområde går sammen om at samle penge til at plante træer
Folkeskove på vej
Showet den 14. september vil være en blanding af underholdning, oplysning og indslag fra hele landet. Målet er som sagt, at samle penge ind til million træer, som skal plantes i såkaldte folkeskove, der bliver tinglyst som fredsskove - det betyder, at det er permanent skov.
Flere af Faxe Kommunes daginstitutioner støtter indsamlingen og kommunens yngste borgere får et godt indblik i, hvor vigtige træer er for klimaet.
Institutionen Heimdal i Faxe, Karise Børnehus og Mælkevejen i Faxe Ladeplads får i august og september besøg af Faxe Kommunes naturvejleder Louise Villumsen. Hun fortæller om træer og laver øvelser med børnene, og så sælger børnene træbeviser for 20 kroner.
For hvert solgt træbevis bliver der plantet ét træ i Danmark planter træer-kampagnen.
Borgmester Ole Vive håber, at rigtig mange borgere vil bakke op.
–Træer spiller en vigtig rolle for klimaet, både i forhold til CO2 og i forhold til plante- og dyreliv i det hele taget. Et indsamlingsshow som dette er med til at sætte fokus på, at vi skal passe på kloden. Jeg håber, at borgere og virksomheder i kommunen, inden den 14. september, stabler aktiviteter på benene for at samle penge ind til formålet, siger borgmester Ole Vive(V), og henviser til www.danmarkplantertræer.dk, hvor man kan lave sin egen indsamling.
To nye skovområder
Faxe Kommune vil som kommune gerne fremme, at der bliver plantet flere træer, selvom der er ganske meget skov i kommunen i forvejen.
Ifølge de seneste tilgængelige tal fra Danmarks Statistik er Faxe Kommune faktisk den kommune på Sjælland, som har mest skov pr. indbygger.
Kommunen håber at få en af de folkeskove, som skal etableres rundt om i Danmark i forbindelse med Danmark planter træer. Der er allerede udpeget et område nord for den tidligere Lysholm Skole i den vestlige del af Haslev. En første etape på 3,4 hektar vil forhåbentlig allerede blive plantet i efteråret 2019, og senere kan området øges til at omfatte godt 5 hektar skov.
Også i Karise kommer der mere skov. I 2020-2021 vil der nemlig blive rejst skov på et areal på 5 hektarer i den nordøstlige del af Karise. Formålet er også her at skabe endnu mere bynær natur. Også i Karise bliver borgerne inddraget i etablering af det rekreative område.
Træer kan redde klimaet
Træer kan være medvirke til at løse klimaproblmerne. Plantning af over én billion træer kan fjerne to tredjedele af udledningen af kuldioxid, fastslår ny rapport fra det schweiziske universitet ETH i Zürich, som er publiceret i tidsskriftet Science.Rapporten peger på, at noget så enkelt som at plante træer kan være både den bedste, den billigste og mest effektive måde at tackle klimaproblemerne på. tkn@kl.dk