
Naboer til racerløb stævner Aarhus Kommune for millionbeløb
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Aarhus Kommune bliver trukket i retten af otte borgere, som tilsammen kræver en million kroner i erstatning. De mener, at støjen fra racerløbet Classic Race, der foregår i byens gader, har gjort deres boliger umulige at bo i under løbet. Det skriver Aarhus Stiftstidende i dag torsdag.
Aarhus Kommune har givet tilladelse til løbet, og efter en klage konstaterede Miljø-og Fødevareklagenævnet, at Aarhus Kommune havde tilladt for meget støj. Det skete i januar 2018. Igen i april 2019 afgjorde Miljø-og Fødevareklagenævnet, at de grænser, som kommunen havde opstillet for løbet, var for høje.
De otte beboere har derfor krævet 126.000 kroner hver – en god million samlet – i erstatning fra kommunen. Pengene skal være kompensation for fem års udgifter forbundet med overnatining et andet sted end deres egen bolig.
Aarhus Kommunes svar til den kommende retssag er relativt kortfattet.
– Det er klart, at vi regner med at have en god sag, lyder det fra afdelingschef i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Anders Maltha Rasmussen ifølge Aarhus Stiftstidende.
Ifølge avisen mener kommunen, at en del af kravet er forældet, og desuden mangler kommunen at se regninger for de udgifter, som borgerne siger, de har haft.
Retssagen er endnu ikke berammet. jki@kl.dk