
Lolland vil styrke folkeoplysningen
tekst Frederik Overby Vinding
Valgdeltagelsen på Lolland ligger under landsgennemsnittet, og aftenskolerne får færre deltagere i arrangementer med fokus på dannelse og debat.
Det har fået LollandBibliotekerne og Aftenskolernes Samråd på Lolland til at indgå et samarbejde for at skabe mere folkeoplysning.
– Som bibliotek er vores fornemmeste opgave at styrke den almene dannelse og sikre, at borgerne deltager aktivt i samfundet også i en tid, hvor disse ting har trange kår. Vi skal simpelthen styrke folkeoplysningen, hvis vi skal kunne modstå de tendenser, der på godt og ondt ruller ind over os i disse år, og derfor giver det rigtig god mening, at vi som bibliotek finder sammen med aftenskolerne om denne vigtige sag, siger bibliotekschef Rasmus Stig Nielsen i en pressemeddelelse.
Det nye samarbejde kommer på baggrund af Dansk Oplysningsforbund og Danmarks Biblioteksforening.
De udsendte sidste år en opfordring til aftenskoler og biblioteker om at samarbejde lokalt og udarbejde fælles udviklingsplaner, der skal sikre mere og bedre folkeoplysning samt mindske konkurrence og overlap i arrangementer.
– Bonderøven eller Bertel Haarder. Folkeoplysning kan have mange former, som alle er vigtige, men i alle tilfælde mener vi, at aftenskolerne har en forpligtelse til at udbyde arrangementer med kant. Arrangementer, som udfordrer folk, og involverer publikum i samfundsdebatten. Det er vi glade for, vi nu kan gøre sammen med Lollandsbibliotekerne, siger formand for Aftenskolernes Samråd på Lolland Flemming von Wurden Petersen, som på et møde med LollandsBibliotekerne før sommerferien underskrev en fælles udviklingsaftale. frov@kl.dk