
Barack Obama besøger Aalborg
tekst Frederik Overby Vinding
Den 28. september gæster USA's 44. præsident Aalborg. Det sker præcist et år efter han sidste gang gæstede Danmark. Dengang var han på SDU i Kolding.
Arrangementet bliver afholdt af Musikkens Hus i Aalborg, der kan rumme 1.300 mennesker. Han vil blive interviewet af administrerende direktør for Musikkens Hus Lasse Rich Henningsen, der har arbejdet i tre år på at få det til at ske.
Glad borgmester
Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) skriver på sin Facebook-profil, at han er glad og ser frem til besøget.
– I denne tid hvor konflikt og kaos præger den internationale politiske scene, synes jeg, at det er stort, at vi i Aalborg kan byde Barack Obama velkommen i Musikkens Hus. En mand der om nogen har stået for dialog, gensidig respekt og et solidt arbejde for en fredeligere verden. Det bliver virkelig spændende at høre hans visioner og ideer.
Konflikt i Kolding
Da Obama sidste år besøgte Kolding Kommune, kom den i uvejr, da mange kritiserede, at kommunen havde betalt 750.000 kroner i form af et "markedsføringsbidrag" til Business Kolding, der stod for besøget.
Ligesom arrangementet i Aalborg, talte Obama dengang foran erhvervsledere og en række studerende, der havde fået lov at deltage.
Men i Aalborg bliver hele arrangementet betalt af Musikkens Hus. frov@kl.dk