
Reklamevideoer skal få turister til småøer
tekst Frederik Overby Vinding
Turisterne strømmer til de danske øer, men potentialet er endnu større, mener Landdistrikternes Fællesråd, som nu lancerer reklamevideoer fra de seks danske småøer Mandø, Fejø, Aarø, Orø, Anholt og Fur.
Videoerne er en del af et projekt, støttet af Nordea-fonden og Erhvervstyrelsen.
– De seks småøer, der alle er en del af Ø-passet, har hver sin charme, natur, befolkning og palette af attraktioner. Øerne har samtidig potentiale for mere turisme. Derfor håber jeg, at reklamevideoerne bidrager til øget synlighed, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd i en pressemeddelelse.
Ø-passet er en lille guide, der ligner det rødbedefarvede danske pas. I passet er der information om de mange danske øer.
Også hos Sammenslutningen af Danske Småøer, som er interesseorganisation for de 27 danske, beboede småøer, glæder formand Dorthe Winther sig over, at Ø-passet videreudvikles som markedsføringsplatform for ø-aktiviteter.
– Ø-passet gør opmærksom på at Danmark er et ø-rige, og at der altid er en ny ø at besøge, siger Dorthe Winther.
Større udviklingsprojekt for ø-turisme
Reklamevideoerne er en del af projektet "Ø-passet som platform for formidling af ø-aktiviteter", som med 1,5 millioner kroner i ryggen fra Nordea-fondens kystpulje og Erhvervsministeriets landdistriktspulje skal styrke brandingen af de 38 danske øer, der er en del af Ø-passet.
Midlerne bliver blandt andet brugt til at understøtte "infrastrukturen på øerne" med et digitalt Ø-pas om natur- og kulturfortællinger og et fællesskab af gæster og lokale værter, så flere får kendskab til øernes seværdigheder og muligheder.
Videoerne vil ligge på oepas.dk, der fungerer som turistguide til de danske øer.
Hos Dansk Kyst- og Naturturisme glæder man sig over Ø-passets videreudvikling.
– Vi kan se, at øernes popularitet er steget de senere år. Her har Ø-passet været en fin guide til det danske ørige fyldt med inspiration og fakta om de danske øer, og en videreudvikling af Ø-passet vil med fordel kunne motivere til udvikling af flere unikke kvalitetsoplevelser på de danske øer, siger Sisse Wildt, kommunikationschef hos Dansk Kyst og Naturturisme i pressemeddelelsen.
Med projektet håber Landdistrikternes Fællesråd på at styrke Ø-passets digitale formidlingsplatform og fællesskabet mellem Ø-passets brugere og lokale entreprenører for dermed at understøtte virksomhedernes arbejde med at udvikle og levere turismeaktiviteter på øerne. frov@kl.dk