
Ishøj bliver røgfri kommune
tekst Signe Rosa Skelbæk
Når det kommende skoleår starter, så bliver det uden cigaretskodder, røg og rygepauser for både elever og lærere.
Ishøj Kommune bliver nemlig pr. 1. august en røgfri kommune. Det har byrådet besluttet principielt tilbage i september 2018 og endeligt d. 2. april blev det vedtaget på byrådsmødet. Formålet er, at højne sundheden blandt borgerne.
Næsten hver fjerde Ishøj-borger over 16 år er ryger. Andelen af storrygere er steget, og Ishøj Kommune har flere rygere blandt de unge end landsgennemsnittet, viser tal fra kommunens seneste sundhedsprofil.
Det er baggrunden for, at Ishøj Kommune fra 1. august har valgt at indføre både røgfri skoletid for sine skoleelever og røgfri arbejdstid for alle kommunalt ansatte. Planen er også gradvist at gøre kommunens matrikler til røgfrie områder.
–Tobaksrygning er den enkeltfaktor, der har den største negative indflydelse på vores helbred. Derfor bakker vi i Ishøj op om regeringens målsætning om, at ingen børn og unge, og max fem procent af den voksne befolkning, ryger i 2030. Det er et ambitiøst mål, som kræver ambitiøse beslutninger. Vi ønsker, at vores ansatte skal gå foran som rollemodeller, fortæller Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp i en pressemeddelelse fra kommunen.
Siden september 2018 hvor byrådet tog en principbeslutning om, at Ishøj Kommune skulle være røgfri har kommunen arbejdet på, hvordan røgfri kommune kan implementeres i en proces, hvor relevante bestyrelser og ansatte i kommunen er blevet hørt.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse har indtil videre 24 kommuner indført røgfri arbejdstid og 10 kommuner røgfri skoletid for alle. Røgfri skoletid for alle betyder, at hverken skoleelever eller ansatte må ryge i skoletiden på eller udenfor skolens område. sisk@kl.dk
Hvad betyder røgfri kommune?
•Røgfri skoletid betyder, at der fra 1. august 2019 ikke længere må ryges på folkeskolernes områder i Ishøj, og at eleverne heller ikke må ryge, når de fx forlader skolens område i skoletiden.
•Røgfri arbejdstid betyder, at ansatte i Ishøj Kommune fra 1. august 2019 ikke må ryge i arbejdstiden – heller ikke uden for kommunens matrikler, mellem møder eller under transport.
•Røgfrie kommunale matrikler betyder, at der ikke længere må ryges på områder i Ishøj, som er ejet af kommunen. Der er dog en undtagelse, når det gælder kommunens plejecentre og botilbud. Her må beboere gerne ryge i eget hjem samt på det udeareal, som er tilknyttet beboerens bolig. Det vil være en lokal beslutning, hvordan og i hvilket omfang rygeforbuddet skal implementeres på resten af matriklen.
Røgfrie kommunale matrikler vil blive indført gradvist fra 1. august 2019 startende med de udearealer, hvor der færdes børn og unge. Det vil sige arealer ved kultur- og fritidsinstitutioner, legepladser, dagtilbud og skoler.