
Aarhus vil være fri for nationale tests
tekst Tom Ekeroth
Alle folkeskoler i Aarhus skal fremover kunne friholde eleverne fuldstændig for nationale tests. Det besluttede et flertal i Århus Byråd.
På baggrund af de seneste ugers debat om de nationale tests manglende kvalitet, og om testene giver et reelt billede af elevernes færdigheder, ønsker et flertal i Aarhus Byråd at fritstille folkeskolerne i forhold til, om eleverne skal tage nationale tests. Det skriver Århus Stiftstidende
Flertallet, bestående af SF, Socialdemokratiet, de Radikale, Enhedslisten og Alternativet, vil derfor nu sende en dispensationsansøgning under regeringens frikommuneforsøg, så eleverne kan fritages for de obligatoriske tests i hele skoleforløbet.
– Testene presser børnene, er næsten umulige at omsætte til undervisning og forskerne har dokumenteret at de måler forkert. Derfor er jeg rigtig glad for, at et solidt flertal i byrådet er med på ideen om et frikommuneforsøg, så Aarhus kan gå foran i at sætte skolerne fri fra testene, siger Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge til Århus Stiftstidende.
Anders Winnerskjold (S), politisk ordfører og næstformand i Børn- og Ungeudvalget er ikke som udgangspunkt imod tests eller evalueringsværktøjer.
– Men de nationale virker ikke. De er unøjagtige og upræcise, og derfor ønsker vi, at de sættes i bero. tek@kl.dk