
Fyringssag i Slagelse blusser op igen
tekst Rudi Holm
Den omstridte fyring af SF's byrådsmedlem i Slagelse Kommune Helle Blak som pædagogisk leder af Rosenkildegårdens Ungdomscafé er blusset op igen. For nylig indgik hun og hendes fagforening BUPL et forlig, der indebar en erstatning.
Ifølge BUPL's medlemsblad får Helle Blak ni måneders løn og 322.000 kroner som godtgørelse for en uretmæssig fyring.
Tidligere Slagelse-borgmester Stén Knuth (V) mener dog ikke, at der er tale om erstatning for en uretmæssig fyring.
– Helle Blak får ikke en godtgørelse for at være blevet fyret, men fordi hendes personlige, fortrolige oplysninger blev lækket til pressen, siger han til Sjællandske.
Eks-borgmesteren har tidligere undskyldt hændelsen over for Helle Blak. Det gjorde han, da politiet i september droppede en anmeldelse mod Helle Blak for lemfældig brug af offentlige midler og væsentlige uregelmæssigheder.
Stén Knuth mener ifølge avisen, at kommunens administration bør fremlægge oplysninger fra forliget, så det kan dokumenteres, at der ikke var tale om en uretmæssig fyring.
Slagelses nuværende borgmester, John Dyrby Paulsen (S), ønsker dog ifølge Sjællandske ikke at sætte forvasltningen i gang med at afdække grundlaget for aftalen.
– En aftale er en aftale, og når den er indgået, så må det være den, vi holder os til, siger han til avisen.
Lækagen af Helle Blaks personlige oplysninger i forbindelse med fyringssagen førte i øvrigt til en politianmeldelse af det samlede byråd fra Stén Knuth. Den sag forventer politiet at færdigbehandle i løbet af februar. ruh@kl.dk