
Minister: Riv ned i Vollsmose
tekst Tom Ekeroth
Den fynske klima- og energiminister, Lars Chr. Lilleholt (V), udpeger nu Odense-forstaden Vollsmose som en af de ghettobebyggelser, hvor flere boligblokke skal rives ned.
– Det kan komme på tale at rive en del af Vollsmose ned, sprede beboerne og genhuse dem andre steder, siger han til BT.
Vollsmose er med sine 9.184 beboere det største udsatte boligområde på regeringens ghetto-liste, som omfatter 22 områder. I sin nytårstale bebudede statsminister Lars Løkke Rasmussen et opgør med parallelsamfund og sagde "at hullerne i danmarkskortet skal lukkes". Statsministeren nævnte blandt andet Vollsmose.
Lars Chr. Lilleholt mener, at to eller flere boligblokke i Vollsmose bør rives ned:
– For mig at se er det helt oplagt, at der bliver taget fat om nældens rod, når vi taler om ghettoer og om parallelsamfund. Det må være slut med flere lappeløsninger. Det er for tidligt at sige noget om, hvor mange boligblokke der skal rives ned, men der kommer til at ske noget. Det har Løkke forpligtet sig til ved at sætte sagen på dagsordenen med sin nytårstale, siger han til BT. tek@kl.dk