
Advokatfirma klar til at tilbagebetale honorar til kommune
tekst Rudi Holm
Advokatfirmaet Horten har ifølge DR P4 København erklæret sig parat til at betale 8,75 millioner kroner tilbage til Frederikssund Kommune i forbindelse med sin rådgiverrolle i det fejlslagne byudviklingsprojekt Vinge. Horten har gennem flere år stået for den juridiske bistand til kommunen i Vinge-projektet.
Ifølge DR P4 København gælder tilbagebetalingen både betalte fakturaer og fakturaer, der endnu ikke er betalt. Sagen er på et lukket punkt på økonomiudvalgets dagsorden, som DR's regionalstation har set. Angiveligt skulle forvaltningen have indstillet til politikerne at sige ja til tilbuddet.
Ifølge Bent Greve, professor i samfundsvidenskab på Roskilde Universitet, kan der være flere grunde til, at Horten tilbyder en tilbagebetaling.
– Man er klar over, at man har givet noget rådgivning, der ikke har givet det resultat, man har lovet, det skulle give, siger han til DR P4 København.
Han mener dog også, at det kan handle om at undgå en eventuel erstatningssag. Horten har i alt fået 28,8 millioner kroner for rådgivningen i forbindelse med Vinge-projektet.
Horten har ikke ønsket at udtale sig om sagen til DR P4 København, men tilkendegiver skriftligt, at de er kede af, at det ønskede resultat ikke er nået endnu, og at de derfor er åbne for en dialog med kommunen om, hvilken betydning det manglende resultat skal have for honoreringen. ruh@kl.dk