
SOSU’er har totalt rygeforbud: På rådhuset må rygerne flexe ud
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Er du SOSU, må du slet ikke ryge i arbejdstiden. Er du ansat på rådhuset, må du gerne flexe ud og snuppe en smøg. Sådan er rygereglerne for de ansatte i Frederikshavn Kommune, og forskelsbehandlingen er faldet en ansat for brystet. Det skriver Fagbladet FOA.
– For mig er det hjemmebryggede regler. I kommunen er det kun de sundhedsfaglige, der slet ikke må ryge. På rådhuset må de for eksempel gerne ryge, forklarer social- og sundhedsassistent Marianne Mikkelsen og peger desuden på en pudsig problemstilling, som reglerne giver:
– Når jeg er til kursus på rådhuset, må jeg ikke ryge, fordi jeg repræsenterer sundhedsafdelingen, hvor der ikke må ryges i arbejdstiden. Men resten af personalet på rådhuset må gerne gå ned og ryge, siger hun.
Lokal beslutning
Der er dog en god forklaring bag de forskellige rygeregler. Det er nemlig MED-udvalgene på de lokale arbejdspladser i kommunen, der selv beslutter, hvilke rygeregler der skal gælde, så længe de holder sig inden for kommunens overordnede rygepolitik.
Og på Marianne Mikkelsens område har MED-udvalget besluttet, at man ikke må ryge overhovedet, når man er på arbejde, mens MED-udvalget på rådhuset altså har truffet en anden beslutning.
Og selv om Frederikshavns borgmester, Birgit Stenbak Hansen (S), ikke er synderligt begejstret for tanken om selv at skulle arbejde under et totalt rygeforbud, så respekterer hun den lokale beslutning.
– Jeg mener ikke, at jeg kan gå ind og overrule et tillidsmandssystem. Så længe der har været en demokratisk proces, respekterer jeg det. Der er nogen, der har spurgt, om det ikke er uretfærdigt med forskellige regler, men jeg respekterer tillidsmandssystemet, så den må de tage med deres tillidsmænd, siger hun til Fagbladet FOA.
Birgit Stenbak Hansen er i øvrigt selv ryger og gøs, da hun hørte KL’s forslag om et totalt rygeforbud for kommunalt ansatte, oplyser hun til fagbladet. jki@kl.dk