250.000 hedder Nielsen
tekst Sille Olesen
På Læsø har hele 65 procent af indbyggerne et efternavn, som slutter på -sen, hvilket gør det til den kommune, som har flest beboere med sen-navne. Pr 1. januar 2018, havde 47 procent et efternavn, som slutter på -sen, skriver NYT fra Danmarks Statistik.
Tallene er baseret på navneindekset, som netop er udkommet. Det er stor kommunal forskel på, hvor mange borgere, der har den endelse på deres efternavn.
Lige efter Læsø ligger Brønderslev og Langeland med henholdsvis 62 og 61 procent. Ishøj har med 30 procent færrest beboere med endelsen.
Overordnet er det kommunerne omkring København og Frederiksberg, langs Øresund nord for København og flere på vestegnen, som har færrest indbyggere med sen-navne. Ifølge afdelingsleder i Danmarks Statistik Dorthe Larsen er der en logisk grund til, at præcis vestegnskommunerne ligger i den lave ende.
− At vestegnskommunerne har en lav andel skyldes formentlig, at de har en stor andel indvandrere og efterkommere, der for en stor dels vedkommende ikke har et efternavn, der ender på -sen, siger Dorthe Larsen i en pressemeddelelse.
I Ishøj Kommune var det mest benyttede ikke-sen efternavn Ahmed, mens det i Gentofte og København Kommuner var Møller.
− Sen-navnene er dog langt mere brugte end både Ahmed og Møller. Faktisk er et sen-navn det mest benyttede i alle landets kommuner. Og selv i kommunerne med lavest andel sidder de navne på de 13-17 første pladser, siger Dorthe Larsen fra Danmarks Statistik.
Det er blandt den ældre del af befolkningen, at -sen efternavne er mest udbredt. Omkring to tredjedele over 80 år har et efternavn, som ender på -sen. Blandt personer under 50 år, er det under 50 procent og blandt børn under fire år, er det helt nede på en ud af tre.
Omkring 250.000 personer i Danmark hedder Nielsen til efternavn, det gør det til landets mest udbredte, mens Jensen og Hansen følger efter på de næste pladser. Flere end 200.000 personer bærer de navne. Blandt ikke-sen-efternavne er Møller i top med godt 30.000 personer. Herefter kommer Lund, Holm og Schmidt, der alle tilhører flere end 15.000 personer.
Generelt har andelen af personer med et efternavn, der ender på -sen, været faldende. Siden 1993 er andelen faldet fra 62 pct. til 47 pct.
− En del af faldet kan tilskrives en øget andel indvandrere og efterkommere i Danmark. En anden del af faldet skyldes en ændring af navneloven tilbage i 2006, hvor det blev nemmere at skifte navn, siger Dorthe Larsen. siol@kl.dk